TIDSSVARENDE UDSTYR
At uddanne fremtidens mekanikere er et stort ansvar – og det kræver gode rammer, som byder på det udstyr og det værktøj, som understøtter de opgaver, som de nyuddannede skal ud og løse på værkstederne i det virkelige liv.
EUC Sønderjylland fik i 2022 mulighed for at opgradere sine værksteder – og det blev til et kæmpemæssigt lækkert løft af lærlingenes faciliteter.
Da investeringens indhold var på plads, skulle det gå stærkt – og et nyt værksted blev etableret henover skolens elevers sommerferie. Herved fik vi - med en tom skole - de optimale rammer for at montere både lifte, dækservicemaskiner, sporingsapparat og FLEXLINE værkstedsinventar.
Og da skoleåret startede efter sommerferien, mødte mekanikerlærlingene ind til lokaler med alt det, der er nødvendigt for at lære det, der er vigtigt indenfor deres fagområde.
OVERBLIK OG PLADS TIL NØRDERI
På det ene værksted er der i den ene side monteret en række lifte, så eleverne side om side kan arbejde på bilerne - og samtidig har underviserne et godt overblik over hver af eleverne.
Den mest udbredte liftmodel på værkstedet er model 518T fra Ravaglioli, som er en panel sakselift, der er monteret ovenpå gulvet.
Den kompakte konstruktion af liften gør den til et rigtig godt valg til en teknisk skole.
Og med et helt nyrenoveret gulv, nye værkstedsborde i baggrunden og FLEXLINE værkstedsinventar er der jo nærmest frit spil for indlæring og nørderi på den helt store klinge.
Præcist som det skal være på en fagskole.
SE BILLEDER AF LIFTENE HOS EUC SØNDERJYLLAND
DET RETTE UDSTYR TIL DÆKSERVICE
Dækservicearbejde er en kerneopgave på værkstederne, som i de kommende år bare vil vokse i vigtighed.
Som autoværksted kan man ikke længere hænge sin hat på at være dygtig til at skifte koblinger og tandremme. Især fordi bilparken hvert eneste år kommer til at rumme flere og flere elbiler.
Men biler har stadig hjul - som består af fælge og dæk.
Derfor er det af stor vigtighed, at man som værksted opbygger erfaring og knowhow ift. udførslen af kvalitativ dækservice.
Og kvalitativ dækservice kræver godt udstyr.
Med en komplet montagelinje tages både hensyn til ergonomi, sikkerhed og kvalitet i dækserviceopgaverne. Og eleverne hos EUC Sønderjylland har nu deres egen AHCON/Sice montagelinje - så de kan lære de mange vigtige elementer i dækservicearbejde.
PLADS OG GODE FACILITETER TIL INPUT
Som elev på en fagskole skal der være de rette faciliteter til at øve, lære og omsætte input til praktiske opgaver.
Og som lærer skal der skabes rum til at kunne formidle sin viden.
Et vigtigt element for de nye rammer hos EUC Sønderjylland var derfor, at der blev etableret et stort antal værkstedsborde rundt omkring i de forskellige værksteder.
Bordene er placeret som "øer" rundt omkring - og er konstrueret forskelligt - hvor nogle er med udsugning og andre er med hjul under benene.
Og alt i alt danner de mange borde et godt fundament for både formidling, modtagelse og omsætning af viden.